02-04-2020

Fordelene ved fjernbehandling har aldrig været tydeligere

Med en stigende virusspredning står Sveriges sundhedsvæsen overfor en uhørt kritisk situation. Ligesom Lund-forskerne Leif Dahlberg og Håkon Nero skrev i Altinget den 19. marts, mener vi, at det er på høje tid, at myndigheder og beslutningstagere tager vare på de muligheder, som moderne fjernbehandling allerede giver – og at de skaber gode forudsætninger for, at disse tilbud vil blive udviklet videre. Der kommer en dag i morgen, og vi får det sundhedsvæsen vi fortjener – det vil sige det, vi vælger at bygge i dag.

Overalt rapporteres der om den kritiske situation, som det svenske sundhedsvæsen står overfor. Johan Styrud, leder af Stockholms lægeforening og overlæge ved Danderyds hospital, har fortalt om den kritiske situation i sundhedsvæsenet som følge af det øgede antal personer som rammes af COVID-19 i Sverige. Situationen beskrives som kaotisk, hvor sundhedsinstitutioner i princippet indstiller al anden aktivitet, som for eksempel operationer og modtagelsesfunktioner, for at kunne prioritere behandling af COVID-19-patienter. Der er også et ønske om at teste flere ansatte for COVID-19 for at sikre, at disse personer ikke bærer og spreder smitten samtidig med, at de arbejder for at redde mennesker fra sygdommen. Ældre personer isoleres i deres hjem, og alle borgere skal helst undgå smittefare og risikofyldte aktiviteter, som kan føre til skader og hospitalsbesøg – sundhedsvæsenet rækker simpelthen ikke til alle.

Digitale sundhedstjenester gør det muligt at give behandling og stille diagnoser uden et fysisk møde, hvilket er en fordel for både sundhedspersonalet, som kan arbejde med patienter hjemmefra, og for patienter, som vil undgå forsamlinger og besøg ved sundhedsinstitutioner. Dermed udsættes risikogrupper og sundhedspersonale ikke for smitte. Sundhedspersonale som i dag ikke får lov til at gå på arbejde, hvis de har milde forkølelsessymptomer, kan fortsætte arbejdet ved hjælp af digitale møder på god afstand og herved hjælpe patienter.

I løbet af de sidste uger har Sverige set en fordobling af digitale lægebesøg for kortvarige, akutte lidelser indenfor primærsundhedstjenesten, hvor patienterne ikke er kommet igennem til den svenske sundhedstelefon på 1177 eller den svenske akutmodtagelse. Infektioner som halsbetændelser, kønssygdomme og urinvejsinfektioner tager ikke hensyn til corona-krisen, men skal stadig diagnosticeres og behandles på samme måde som før. Patienten kan købe selvtests på apoteket eller få dem sendt hjem af sundhedspersonalet, som også kan tage sig af smittesporingen. Patienter, der allerede er i digitale behandlingsprogrammer, som for eksempel ved psykiske lidelser eller astma, kan fortsætte behandlingerne uafhængig af, hvor presset den fysiske sundhedssektor er. Med stadig flere opkoblede sensorer kan selv patienter med livsvarige kroniske sygdomme følge måleværdierne med en læge, som kan justere doseringen og behandlingsanbefalinger på afstand.

Fjernbehandling kan erstatte store dele af de omtrent 40 millioner fysiske besøg, som hvert år foregår i den primære sundhedssektor i Sverige. Efterhånden som hver region i Sverige ser fordelene ved fjernbehandling, fremskynder de deres egen digitalisering for at møde borgernes ønske om at kunne få sundhedsfaglig hjælp online. Vi mener, at denne nye indsigt bør føre til bedre forudsætninger for private sundhedsentreprenører for at fortsætte med at udvikle deres løsninger, som gavner samfundet og skatteyderne, og som vil inspirere det traditionelle sundhedssystem til en forandring.

Vi opfordrer politikerne til at se på situationen vi befinder os i nu som et godt eksempel på, hvordan fjernbehandling ikke bare er en mulighed, men også en nødvendighed, for at borgerne i Sverige skal få adgang til gode sundhedstjenester både i dag og i morgen. I denne krisetid er det vigtigere end nogensinde før at have dette i tankerne, hvis vi sammen skal klare at bygge morgendagens sundhedsvæsen, som vi vil have det - ikke som det altid har været.

Anne Kihlgren, adm. dir. hos Dynamic Code

Daniel Persson, Innovationschef hos Min Doktor